Forbered dig til træning
Skab mere motiverede spillere ved at have gennemtænkt de øvelser, du vil bruge til træning om aftenen
Anders Kliver
Alder: 34 år
Bosat i Solbjerg
Landsinstruktør i DGI bordtennis gennem 18 år, træner siden han var 14 år, træner ungdomstrup i Rønde Bordtennisklub, spillende seniortræner i SISU/MBK, ex-landstræner i Grønland og ex-breddekonsulent i DBTU.
En engageret og velforberedt træner er den bedste garanti for at få motiverede spillere, er Anders Klivers erfaring efter 20 år som træner
»Trænere, der bare møder op og tror, at de kan ryste øvelserne ud af ærmet, har sjældent succes. Men er træneren engageret og forbereder et program med opvarmning, fokuserede øvelser og pauser til frit spil, kan du virkelig motivere dine spillere.«
Anders Kliver taler af egen erfaring efter en snes år som bordtennistræner, de fleste af dem i DGI bordtennis.
»I alle tilfælde skal du som træner sørge for at være specifik og starte træningen med at forklare især børnene, hvilke øvelser de skal lave, og hvorfor de skal lave dem. Er du velforberedt, slipper du for megen støj og tab af energi under træningen,« forklarer han.

Foto: Niels Åge Skovbo
For Anders Kliver skal den gode træner motivere meget og bruge mange gentagelser i øvelserne
Gentagelsernes værdi
Anders Kliver går i rette med de mange børnetrænere, der ofte runder træningen af med kampe.
»Det bliver det, børnene husker efter træningen. Men halvdelen af dem går hjem som tabere og har haft en dårlig oplevelse, selv om de måske har lært meget den første halve time. Slut i stedet af med leg og god stemning,« siger han.
Som træner i det han kalder den sværeste idrætsgren i verden, har han skabt sig et mantra: Gentagelser, gentagelser, gentagelser…
»Mange trænere er blevet bange for at lave en træning, som ikke er sjov. De undgår gentagelser af slag, men det betyder bare, at spillerne griner og har det hyggeligt uden at blive bedre som spillere,« mener han.
Spillerne kan f.eks. øve 50 kontraslag, inden de går videre til næste slag.
»Det er sådan, de oplever at blive bedre. Har de fået slagene på rygraden, skaber de en rutine, der kan afgøre kampe.«
Ros og giv feedback
Træneren må dog ikke glemme en anden vigtig rolle, nemlig den som motivator.
»I hvert træningspas skal man have fat i alle børn, rose dem, rette dem, give dem feedback og konkrete værktøjer til at bedre f.eks. deres serv. Det skal vi, selv om det kan være svært at nå inden for en træningstime,« understreger Anders Kliver.
Af Steen BilleEjer: Kommunikationsafdelingen